Den gode samtale

23. januar 2015

Jeg har netop i 2-3 timer haft en berigende samtale med en ven, og vi talte blandt meget andet om samtalens karakter.

Samtalen var meget organisk, og vi forfulgte vore interesser og associationer, som de opstod. Det kan lyde som en springen fra emne til emne, men sådan oplevede jeg det ikke. For karakteren af samtalen var præget af en villighed til at lytte, så vi virkeligt forstod den anden og svarede ærligt med respekt både for den anden og for, at vi kunne være uenige. Vi var ærlige overfor hinanden både om vores opfattelse af emnet og om vore egne følelser og mindre flatterende sider, så samtalen fordrede, at begge gjorde sig umage for at give et ærligt og fyldestgørende bidrag. Samtalen var undersøgende og bar i høj grad præg af højlydt refleksion undervejs. Trods tydelige holdninger til mangt og meget havde vi en åbenhed overfor det, der opstod i det 3. rum. Jeg er et rum, han et andet, det, der sker imellem os, er det tredie. Vi var også fleksible og villige til at skifte mening, hvis noget flyttede perspektivet og forståelsen af et emne.

Jeg tror, vi begge gik fra samtalen en smule klogere på os selv og hinanden.

Vi talte også om small talk, som jeg mestrer, men ikke ynder.

Small talk er social lim, der får os til at vælge at undersøge en anden eller vælge det fra. Men jeg er altid nysgerrig på det, der opstår, så snart vi dykker ned under overfladen i en samtale; der hvor det fælles menneskelige lever, og vi lærer om hinandens særheder og måder at tackle tilværelsen på. Derfor er receptioner pinefuldt for mig, for hver gang jeg falder i snak med en, stiller jeg et spørgsmål, der ikke kan besvares overfladisk eller fortæller noget af tilsvarende dybde - og receptionens natur er at skøjte på overfladen, hvilket bliver uinteressant og kedsommeligt efter 5 minutter. Jeg forlader ofte receptioner med en følelse af at have fortsættelsen til gode af flere samtaler. Eller afhængigt af min rolle ender jeg i et hjørne med en eller et par stykker i dyb samtale om emner, der er vigtige for alle i samtalen.

Den berigende samtale skal have god tid, åbenhed, fleksibilitet, villighed til at undersøge og forstå og ikke mindst modet til ærlighed. Her får vi serveret kvalitet i livet, når det er bedst.

Mette Holm

Mette holm

Efter at have arbejdet med toplederudvikling i mange år valgte jeg i 2010 at blive selvstændig for at skærpe fokus på mental styrke og mindset for udvikling og læring i ledelse og organisation.

Læs mere om Mette Holm

Nyheder

For me this is a course that is still alive also half a year after and beyond, as it has given me a set of very concrete tools as well as a valuable contribution to my personal journey.
Agnete Gamborg, vice president