At skrive breve

27. februar 2015

The Postman er en film af og med Kevin Kostner, som inspirerer mig. Kort fortalt handler den om en verden, der er faldet sammen og folk er spredt i landsbyer isoleret fra hinanden, blandt andet af en hær styret af en diktatorisk leder.

Postmanden begynder lidt tilfældigt at dele breve ud, han har fundet og tage breve med rundt på sine ensomme rejser rundt i landet. Brevene bringer håb til de ellers frygtsomme mennesker og en forståelse af, at de stadigvæk er en del af en større sammenhæng. Det giver dem modet tilbage til at forhindre den militante diktator i at udøve sin terror.

 Efter filmen kunne jeg ikke falde i søvn, da jeg tænkte over, hvor meget håb der kan være i et brev fra mennesker, man føler sig forbundet med, men ikke har kontakt til – kontakten kan være fysisk eller mental.  Breve skaber sammenhæng.

Videre gik mine associationer til hvor meget vi skriver, og hvor lidt af det jeg modtager, jeg i virkeligheder kaster mig over med lyst til at læse (rudekuverter). Vi har næsten glemt brevskrivningens kunst og ikke mindst, hvor meget det vækker i os, når et håndskrevet brev venter i postkassen.

 Jeg elsker at modtage breve – og også at skrive dem, når jeg giver mig tiden til det. Og tiden er en vigtig faktor. Det tager tid, at læse et håndskrevet brev – i hvert fald mine, for min håndskrift skal tydes. Og det tager tid, nænsomhed og nærvær at skrive et brev, der har betydning. Julekort med en standardhilsen har aldrig sagt mig meget, det er en høflig konvention og ikke en fortælling om, hvad der sker, for breve er historier. Breve hvor vi skriver store og små ting fra vore liv, betyder noget. Det skaber billeder og oplevelser at læse om bedstemors roser, deres duft, den røde farve i morgenduggen, tornene, der river, når hun omhyggeligt klipper roserne. Eller den lille sjove historie om lillebror, der har lært kunsten at balancere på sin cykel efter styrtet, der kræver Mickey Mouse-plaster på knæet.

Tid og tempo er det store emne i tiden. Vi har fået så mange elektroniske hjælpemidler, at vi engang troede, at det ville give os mere tid. Tværtimod lever elektronikken og vores brug af det sit eget liv, så vi skynder os mere og bruger meget mere tid på kommunikation, men som regel på et helt andet overfladisk niveau, end i brevenes tid.

Et brev tager tid at skrive, hvis det skal være meningsfuldt. Vi skal bevæge os til en postkasse for at sende det. Der går tid, før brevet når frem og endnu længere tid, før vi får et svar. Til gengæld giver brevet tid til eftertænksomhed og til at det ubevidste kan fortsætte, hvor brevskrivningen slap.

Jeg tror, vi kan knytte vores verden sammen igen ved at skrive breve.

Følelsen af at åbne et håndskrevet brev er noget anderledes end at åbne rudekuverter. Spændingen ved at læse, hvad personen fortæller. Oplevelsen af at en anden har ulejliget sig med at bruge tid på at fortælle en lille bid af sine oplevelser og tanker – at fortælle historier; købt og sat et frimærke på; gået til postkassen, er anderledes end at få en mail. For mailen vækker noget andet i os. Ofte ikke så dybt.

Min opfordring til dig er, skriv et brev til en du gerne vil have en tættere kontakt til. Send det – og skriv så endnu et brev til en anden. Måske vælger du også at svare på de breve, der kommer retur.

Mette Holm

Mette holm

Efter at have arbejdet med toplederudvikling i mange år valgte jeg i 2010 at blive selvstændig for at skærpe fokus på mental styrke og mindset for udvikling og læring i ledelse og organisation.

Læs mere om Mette Holm

Nyheder

Gruppens sammenhold er styrket, vi er nærværende med hinanden og oplever oprigtig interesse for hinanden som mennesker. Det tager vi med hjem i virksomheden, hvor det skaber synergi i samarbejdet.
Charlotte Pommer, HR direktør