At gøre det vigtige vigtigt
At gøre det vigtige vigtigt, er at skabe ritualer om betydningsfulde forandringer.
Vi begynder med en definition.
Et ritual er en handling, der foregår i et fællesskab og er knyttet til det åndelige.
Et eksempel er de kirkelige handlinger, der følger kendte forskrifter i et fællesskab af ligesindede med henblik på at skabe et rum for det åndelige.
I Danmark har ritualet stort set mistet sin betydning som adgang til det, der er større end os selv - for langt de fleste. Vi bruger det som prosaiske traditioner, så det har fået en mere materialistisk betydning. For eksempel bryllup og konfirmation. Konfirmationen er i sin rituelle form en bekræftelse på et bevidst tilhørsforhold til Gud. I sin nuværende form er det en tradition for familiefest og at modtage gaver. Festen, tøjet og gaverne er det vigtigste, hvilket udhuler ritualet og tømmer det for værdi. Det mindeværdige er knyttet til det materielle og egoets trang til opmærksomhed.
Det rituelle peger i den stik modsatte retning; det er en ydmyghed overfor det, der er større end os selv (i nordamerikanske indianske samfund hedder det: Det Store Mysterium) og taknemmelighed over at være en del af det. Det er at sætte egoet til side i bekræftelsen af blandt andet at være næstekærlig. Blandt nordamerikanske indianere fejredes overgangen fra barn til voksen med et ritual, der indebar, at det unge menneske gav gaver til fællesskabet - til familie og venner. En måde at vise taknemmelighed på, og at man nu kan bidrage.
I Danmark lærer de unge at modtage ting; de får tøj og gaver i dyre domme i en udhulet tradition, som også har mistet det psykologiske element i at være voksen, hvilket indebærer at tage ansvar, ikke alene for sig selv, men også for fællesskabet.
I Andesbjergene laver queroindianere jævnligt despachos (en århundrede gammel tradition), som er offergaver med mulighed for at bede om godt helbred, sikker rejse, at de gamle må leve længe, en bil. Ritualet er farverigt, visuelt, taktilt fyldt med alt fra korn, ris, majs til slik-biler slik-huse, blomster, guld, glimmer, lamafedt og andre objekter, der betyder noget for de bedende. Du giver før du modtager; når du har bedt og givet dine gaver, giver du slip og lader komme til dig, hvad skal komme.
Altid giv før du modtager, er filosofien.
Altid ydmyghed overfor de kræfter, vi ikke kan kontrollere, og som vi må overgive os til. Vejret som sikrer høsten. Ånder der skal holde helbredet godt eller hele sår.
Vi har her i vesten den begrænsende tro, at vi kan kontrollere alt.
Vi bygger huse og dyrker langt flere grise, end vi har brug for og skaber nye mediciniske mirakelkure - og det er godt.
Men at tro, vi kan kontrollere alt er at begrænse udsynet og mulighederne.
Som en hvilken som helst kultur, der nogensinde har eksisteret, kan vi ikke undslippe døden, det store mystiske.
Og netop begravelsen, vores ritual for de døde og de efterladte, er det nærmeste, vi kommer ritualets oprindelige betydning. For hvem tænker ikke et øjeblik på "bagefter", når et menneske begraves? Hvem overvejer ikke, at det bliver mig en dag?
Psykologisk set kan netop det rituelle ved begravelsen være hjælpen til at afslutte, for vi er ikke alene med smerten.
Under ritualet er altså både ydmygheden over at være en del af større kræfter, end vi selv har, at vi er en del af et fællesskab, som vi giver til og modtager fra. Psykologisk set er det et sted for trøst og viden om, at der er andre til hjælp, når vi har det svært.
Traditioner er hyggelige og kan styrke fællesskabet.
Ritualer kan få os til at huske, at vi er en del af noget større, og at vi har ansvar for at bidrage, men også at vi modtager.
Det kan være svært at være en del af ritualer, som har mistet betydningen, og mange søger nye veje, for at finde andre fællesskaber og større udsyn eller har egne små ceremonier i form af at bevæge sig ud i naturen.
