Praktisk perfektion
I august var jeg til tennistræning, hvor vi øvede os i at spille ved nettet.
Træneren var en livlig dame, der ville lære os at vinde i spillet. Hun gik meget praktisk til værks.
Tennis er et spil, man kan spille smukt, hvis man er villig til at træne meget. Det er utroligt dejligt at spille en perfekt bold. Lyden af bolden, der rammer ketcheren lige i pletten, er en fysisk tilfredsstillelse. Følelsen i kroppen er at alt falder i hak. Synet af bolden, der lander lige netop, hvor man har planlagt det, gør en høj. Oplevelsen er et øjeblik, hvor der er fuldstændig overensstemmelse imellem, hvad sindet ønsker, og hvad kroppen gør.
Det smukke slag er en søgen efter transcendens og kan have et formål i sig selv.
Til gengæld kan det være svært at vinde en kamp med de smukke slag, da de kræver mange, mange timers træning.
Her kommer det praktiske ind.
Vores træner viste os et nyt slag, baseret på observationer af tennisspillere på vores niveau. Hvad virker og virker ikke? Hvordan kan vi gøre det nemmere for os selv?
Søgen efter perfektion gælder i mange forhold i livet og er en smuk tanke i sig selv. Imidlertid kan det også give uforløste drømme. Kun at søge at stille sin egen perfektionstrang tilfreds kan blive en ensom proces. Vi vil gerne bidrage til fælleskabet og se os selv igennem andres øjne – hvor angstprovokerende det ellers kan være. Hvis man har uproducerede manuskripter i skuffen, malerier der vender ind mod væggen i et fjernt kammer, gode idéer og projekter, der bliver i notesbogen, karrieredrømme, der er i tankerne alene, og faktisk drømmer om, at de skal ud i blandt andre mennesker, må vi lære at afslutte – også selvom vi ikke er perfekte.
Det lærte tennistræneren os.
Når man spiller kamp i tennis er præmissen at vinde. Det svarer til at vore idéer ser dagens lys og bliver ført ud i livet.
Så det gælder om at finde genveje og gøre noget, der virker.
I tennis, som i andet, er koncentration en vigtig faktor.
Når vi søger det perfekte slag, er vi koncentrerede og i flow, imens det lykkes.
Når vi søger det slag, der virker og afslutter, lærer vi koncentration.
Genvejen til koncentration er i tennis at være i bevægelse. Kroppens, især lårenes muskler, skal være forspændte, for så er vi parate, når en hurtig bold skal returneres.
Sidegevinsten ved at beslutte at være i bevægelse er en øget mental koncentration.
Når man er ved nettet i tennis i en double og står på flade fødder, mens makkeren slår slag med modstanderne, giver vi plads til uinviteret forstyrrelse. Tanker som: ”Hvad skal vi egentlig have at spise”, ”Hold da op, hvor de slår godt på nabobanen” ”Nej, se et egern” dukker op og tager opmærksomhed. Måske blot i et sekund, men det ødelægger timingen, og vi kommer for sent til den bold, vi eller skulle være parate til.
Bevægelsen er en bevidst handling og med bevidstheden følger øget opmærksomhed på modstandernes spil, så man ikke alene er parat, men også bevæger sig med bolden.
Det samme gælder andre situationer, hvor vi vil yde vores allerbedste, hvis vi er lidt distraherede, bliver timingen, resultatet, samværet lidt forringet og sidder ikke lige i skabet.
Bevidst opmærksomhed er også vigtig i mange andre sammenhænge i tilværelsen. Hvad skal der til for at skærpe og bevare koncentrationen, som er at være fuldstændigt til stede med netop det, man er i gang med – og har besluttet sig er vigtigt?
Koncentration er at være i en tilstand af flow, som ikke kommer af sig selv, når vi skal i gang med et krævende stykke arbejde. Flow opstår, når vi strækker hals, og det fordrer koncentration. Når vi laver noget, vi holder af, er flow nemmere at opnå. Men vi har også opgaver, der kræver, at vi overvinder os selv til at udføre noget vanskeligt.
Her kan vi finde genveje til koncentrationen, ligesom bevægelsen i tennis er en genvej.
Nogle vælger bestemte musikstykker for at have et element, der beskæftiger tankerne. Hvordan kan det hjælpe koncentrationen?
Som vært på tv lærte jeg om ”det tredje element”, som var en dims, der skulle beskæftige den del af hjernen, som bliver selvbevidst og derfor giver kiksede udsendelser uden flow og med en forvirret eller pinligt berørt vært. Det tredje element kan være en kuglepen, en fjernbetjening eller noget andet, man holder i hånden, som holder den del af hjernen, hvor de kritiske tanker opstår, beskæftiget. Man forsøger dog at undgå at klikke med kuglepennen…
Musik er også et tredje element, som har samme funktion som dimsen for nogle.
De første to elementer er opgaven og dig, der skal løse den. Det tredje er tilsyneladende unødvendigt, men beskæftiger den indre røst, som meget ofte har travlt med at kommentere på, hvad du gør eller bliver afledt af alt muligt andet.
Andre genveje er meditation og mindfulness, som er meget oppe i tiden. Her forbereder man sig på de næste timer, ved at være opmærksom på her og nu, mens man sidder stille, og dermed fjerner sig fra den kritiske kommentator, som aldrig er til stede netop nu, men altid andre steder, fortidens ærgrelser (den bold jeg ikke lykkedes med), fremtidens bekymringer (der hvor bolden skal ramme, på andres territorie), noget udefra kommende. (nabobanen, hvor de spiller bedre end mig).
Det interessante ved koncentrationen eller evnen til at være netop her, hvor det sker - med tanker, krop og følelser - er, at ens timing bliver præcis, man får meget fra hånden på kort tid, resultatet af anstrengelserne bliver af høj kvalitet, og man føler sig levende og tilfredsstillet.
Hvad er dine genveje til koncentration?
Træneren gjorde os også opmærksomme på, at en kamp ikke vindes med ”vinderslag”, hvilket er de smukke bolde, vi tyrer over på modstanderens side. Det er meget tilfredsstillende slag, og derfor kan man være tilbøjelig til at overgøre dem, altså spille vinderslag på bolde, der ikke er egnede til dem, med det resultat, at bolden ryger i nettet.
Hvis vi i alle sammenhænge laver kraftfulde tiltag uden at observere, om situationen er til det, vil det oftere gøre ondt værre. For eksempel i en samtale med en kollega, som har brug for hjælp, og ofte vil det være at have brug for hjælp til at hjælpe sig selv. Hvis vi straks har løsninger parat og fyrer dem af med tanken, at nu kan kollegaen bare gøre, som vi har sagt (og vi får fred). Men det kan hun sjældent med mindre det er meget teknisk. I mange tilfælde har vi brug for en at sparre med for at fodre vores egen viden om et emne, og når vi selv når frem til løsninger, bliver arbejdet både mere tilfredsstillende at udføre og resultatet bedre og holdbart.