De 5 hersketeknikker

30. september 2016

Norske Berit Ås skrev i 1979 en artikel, hvor hun introducerede de 5 herskerteknikker, som beskriver psykologisk manipulation. De beskriver, hvordan den magtfulde i en relation, bevarer og holder magten ved forskellige psykologiske greb. I hendes artikel er det mænd, der bruger dem i forhold til kvinder; men det kan også være majoriteter i forhold til minoriteter; forældre i forhold til børn og ikke mindst en leder i forhold til medarbejdere. Det interessante ved de 5 herskerteknikker er ikke, hvordan man manipulerer (altså bruger dem), men hvordan man med bevidsthed om dem kan afværge og ændre effekten.

Du kan blive bevidst om din egen brug af teknikkerne til at hævde dig over andre, eller om det bliver brugt overfor dig, for med bevidsthed kan du vende det til en ligeværdig relation. Når vi er ubevidste om psykologisk manipulation, vil vi opleve et ubehag og en ubalance uden at kunne sætte fingeren på årsagen. Reaktionen vil være forskellig fra person til person. Nogle reagerer udadvendt med vrede, frustration og kamp. Andre vender det indad og leder efter egen skyld i det ubehagelige møde. Begge dele vil lede til ulige, frustrerende situationer, så længe årsagen er ubevidst, for man kan ikke tage ansvar for at ændre noget, man ikke forstår.

Her er de 5 herskerteknikker, som jeg citerer fra Modkraft - og et par tanker om, hvad man selv kan gøre for at modvirke dem. Det er selvfølgelig også muligt at reflektere over sin egen brug af teknikkerne:

1/ Usynliggørelse - personen overses og bliver ignoreret, tiet ihjel eller afbrudt.

Et par ting man kan gøre: Gøre opmærksom på sig selv. Sig fra overfor folk, der fylder det hele. Bed dem dæmpe sig og lade andre få ordet.

2/ Latterliggørelse – personens indsats hånes eller latterliggøres. At gøre grin med/håne folks adfærd, ordvalg, udseende, det de gør og siger.

Et par ting man kan gøre: Grin ikke med. Hverken når joken går udover dig eller andre. Sig fra. Vis respekt for andre.

3/ Tilbageholdelse af information - personen holdes i uvidenhed om ting, andre som en selvfølge informeres om. At holde informationer skjult for personer, der burde have adgang til dem. Den, der ikke har adgang til viden, har ikke mulighed for at ændre ting.

Et par ting man kan gøre: Forlang gennemsigtighed. Forlang mere tid, hvis du skal have mere information for at tage en beslutning. Del og opsøg information. Stil spørgsmål, som du forlanger svar på.

4/ Dobbeltafstraffelse - ligegyldigt hvad personen gør, mødes hun med bebrejdelse. For eksempel: Du er en dårlig mor, hvis du arbejder længe. Og du er ikke ambitiøs nok, hvis du skal hente børn til en bestemt tid. Robert K. Merton opsummerede dobbeltafstraffelsen som Damned if you do, damned if you don't.

Et par ting man kan gøre: Det er i orden at sige nej. Respekter dine egne og andre folks valg. Ros andre for det de gør og gør det samme ved dig selv.

5/ Påføre skyld og skam - ydmygelse og ærekrænkelse. At ydmyge og skælde ud. Det er dig, der er noget galt med. At mobbe du, hvis du finder noget svært.

Et par ting man kan gøre: Tag kun ansvar for det, du har ansvar for. Konfronter den, der pålægger dig skyld. Ryst skyldfølelsen af dig. Anerkend og bekræft folk omkring dig - og gør det samme for dig selv.

På forløbet Robust Lederskab skaber du bevidsthed om de usynlige mønstre mennesker imellem, så du kan tage større ansvar for din egen situation og din ledelse.

Mette Holm

Mette holm

Efter at have arbejdet med toplederudvikling i mange år valgte jeg i 2010 at blive selvstændig for at skærpe fokus på mental styrke og mindset for udvikling og læring i ledelse og organisation.

Læs mere om Mette Holm

Nyheder

Det kunne være utålmodighed, der fik hestene til at løbe den modsatte retning, eller manglende kommunikation mellem kolleger, der også bevirkede at hesten ikke kunne finde ud af, hvad den skulle.
Rikke Markmann Johannessen, director