Den Sorte Madonna

For nylig var jeg i på vandring i de sydlige alper vest for Milano sammen med et netværk. Vores udgangspunkt var et kloster, hvor en ældgammel sort madonna (Jomfru Maria med Jesus-barnet) var samlingspunkt for mange menneskers håb, bønner og taknemmelighed. Klostret havde en stor ny kirke (200 år gammel og lignede en lidt mindre udgave af Peterskirken i Rom). Den kirke havde de lokale ikke meget til overs for. De vidste godt, hvor der var kraft, nemlig i den lille kirke med en endnu mindre kirke indeni, hvor madonnaen ifølge overleveringen havde været siden det 4. århundrede. Kirken havde en markant anderledes atmosfære end den store og var helt sikkert også min favorit. I et museum i klostret hang der i hundredevis af tegninger, malerier, broderier og andre kreative værker med fortællinger om grusomme ulykker. De var gaver til den sorte madonna fra taknemmelige mennesker, der havde oplevet det grusomme og havde bedt for andres eller eget liv og lykke. Gaven var en tak for at være kommet godt igennem genvordighederne. En enkelt kendte vi til, Pantani, cykelrytteren, havde givet en trøje til klostrets væg.

Vi gøs over de meget malende beskrivelser af en motorcykel, der var ramt af en lastbil; af børn i en grædende mors arme; af en bil, der lå på hovedet i en flod; af sygdom. Det slog mig, at det er en del af bearbejdelsen af de forandringer, der rammer os. Når man beder til madonnaer og senere maler ulykken, forholder man sig til situationen, hvilket er en del af helingen af sår. Når vi gemmer sorg og frygt væk i et hemmeligt kammer i os selv, lader vi som om, alt er, som det skal være. Men sorgen og frygten er der stadigvæk, blot ikke bevidst, så vi overlader det til underbevidstheden at tage sig af, og den er en sælsom størrelse, som ikke lader os i fred alligevel. Sorg og angst skal nok finde måder at udtrykke sig på. Nogle mennesker knokler endnu mere, andre bliver vrede på omverdenen, nogle vender det imod sig selv og bliver stressede eller depressive. Vi har alle vore forskellige måder, angst viser sig på. Så længe vi tillader følelsen at være gemt væk, dukker den uventet og ofte uhensigtsmæssigt op.

Derfor var de barske billeder sært trøstende, fordi de vidnede om mennesker, der havde taget det grumme, vendt og drejet det, gjort det synligt og var kommet igennem en smertefuld periode. Og netop at turde opleve smerten, er at lindre den; som at rense et sår for at undgå betændelse, så det hurtigere vokser sammen og med færre mén. Når livet føles uretfærdigt, tomt, overbebyrdet, er det tegn på smerte, som kan være angst eller sorg, der er gemt godt væk. Hvis vi tør undersøge sårene, begynder vi en helingsproces, der kan hjælpe os tilbage til at tage imod livet i al sin skønhed og gru.