Håndværkere på taget

Mit hjem er omdannet til noget, der ligner mange storby seværdigheder i sommerferien; hele huset er dækket af stillads til langt op over skorstenen. Der kommer nemligt tømrer på taget. Jeg begynder at forstå, hvorfor det koster så meget at sætte et stillads op, når jeg ser, hvordan de knokler, borer huller i mine mursten, bygger lag på lag, og lægger plastik henover det hele, så jeg næsten håber, at det regner bare lidt, imens taget bliver lavet.

En ting, der er mig en gåde, er, at aftaler lavet for ugevis siden ikke bliver overholdt, og arbejdet derfor skubbes. Nå, ja, en gåde er måske så meget sagt. Jeg er jo ikke uvidende om, historier andre fortæller, om at få huset færdigt før et havebryllup eller andre vigtige hændelser.

Jeg er da også stødt på det i forretningslivet.

I Weekendaviser læste jeg en 2-siders fortælling om familielægen i Vendsyssel, der har solgt sin praksis. Han har været læge på samme måde, som jeg oplevede det som barn: en der kender familiens medlemmer, deres historie, sygdom, sundhed, skolegang, arbejde, venner osv. Udover mange andre tankevækkende ting siger han, at vi går billigt til læge, fordi lægerne er selvstændige erhvervsdrivende, som skal have økonomien til at hænge sammen - fremfor at være ansatte i regionen. Det er stof til lange politiske diskussioner, men i den her sammenhæng, mener han, at det er gavnligt for patienter og samfund.

Min pointe er, at ansvarlighed er en dyd og ikke mindst at holde aftaler. Vores tømrer er megt omhyggelig og holder sine aftaler, og jeg stoler på, at han gør sit ypperste, men vi er ikke herrer over, om andre holder deres aftaler. Da jeg flyttede fra Vendsyssel til Aarhus for mange år siden, undrede det mig, hvor let man slyngede om sig med aftaler, som så viste sig ikke at være en aftale alligevel. Jeg var vant til, at aftaler man en kop kaffe, så drikker man kaffe. I storbyen (den lille) var det mere hensigtserklæringer. Det vænner man sig til, men det er ikke sundt, for hovedet er fyldt med halve aftaler og tanker om, hvorvidt de nu kommer eller ej, om jeg har købt for meget kage, om jeg skal vente med at sætte kaffe over, om jeg når den næste aftale, jeg har.

Det, der virker, hvis man ikke vil opleve at spilde tid og energi, er, at en aftale er en aftale.

Tid og energi er i mange sammenhænge også penge; jeg ved ikke, om der er lavet statistik over, hvor meget det koster samfund og virksomheder, at aftaler ikke holdet, men jeg kan se, at de steder, hvor de får skabt en ordholdende kultur, holder man aftaler, eller sørger for at sige til i god tid, hvis man er nødt til at lave det om, og der bliver leveret i god tid og indenfor budgettet.

Jeg kunne også argumentere for det modsatte, hvis jeg boede i Peru, hvor mennesker er vigtigere end effektivitet, og man giver sig god tid. Men den dukker måske op på et andet tidspunkt.