At give sit ypperste

Jeg har ikke så meget forstand på opera, men jeg har forstand på gode oplevelser, nej, oplevelser, der hæver sig langt over gennemsnittet og det middelmådige. En lidt kringlet beskrivelse af, at jeg var blæst væk af Cecilia Bartoli i Aalborg for nylig. Hun serverer glemt barokmusik, som hver jeg eller en ellers kyndig anmelder har hør før; det leverer hun med et overskud, så jeg må bøje mig i støvet over, hvor vidt et menneske kan bringe sig til perfektion ved at have brugt hele sit liv på at træne stemmen. Hun er helt utroligt fantastisk. Synger op og ned, i højden og i dybden med en lethed, så vi ikke aner, hvor meget luft hun må tage ind for at mestre det. Hun smiler, griner, ser vred ud og aftenens højdepunkt var en så smertefuld Vivaldi, at ikke kun publikum sad med tårer i øjnene. Cecilias mascare løb ud, da hun sluttede.

Hun grinede højt, så hun ikke kunne synge, under en duel med trompeten, da dirigenten hulkede højt til musikken.

Hun er en inspiration til, hvor langt vi kan drive det, hvis vi lægger alt i. På scenen er hun et smukt menneske, der hver gang vi begejstres tager dirigenten i hånden og deler applaus med musikerne. Hun har sans for drama med sine rober, mimikken, som er nøje afstemt efter musikvalg og de følelsesmæssige stemninger, hun så ubesværet leger med fra den dybe sorg over tabet af en søn (Vivaldi) til meget muntre ballader, som hun rammer i plet hos hver enkelt i salen. 

Hun minder os om vores egen styrke og evne til at lege med det, vi er gode til. Ja, der ligger meget træning bag, og letheden kommer fra de mange, mange timer.

Hun minder os om at gøre sig umage, for vi kan røre mange hjerter og hjerner, når vi strækker hals.

Hun får mig til at tænke på, at vi skal være gavmilde med vore egne gaver. Ikke blot for at dele ud og dele med, men huske på at vi selv får mindst lige så meget tilbage, når vi vover at vise, hvad vi kan, og hvad vi også kan, og hvad vi også kan.